Boligselskabet Tranemosegård deltager aktivt i partnerskabet om udviklingen af Fremtidens Brøndby Strand
Boligselskabet Tranemosegård deltager aktivt i partnerskabet om udviklingen af Fremtidens Brøndby Strand. Samtidig er det vigtigt, at udviklingen sker med respekt for de fællesskaber og aktiviteter, der allerede findes i de almene boligområder.
Udviklingen af Fremtidens Brøndby Strand er i gang. Visioner, planer og samarbejder er blevet drøftet gennem længere tid mellem kommunen, investorer og de almene boligorganisationer i området.
For afdelingsformand i Silergården og medlem af organisationsbestyrelsen i Boligselskabet Tranemosegård, Bitten Skotte, er det vigtigt at understrege, at de almene boligorganisationer både ønsker at bidrage til udviklingen – og samtidig værne om de fællesskaber, der allerede findes i området.
“Vi deltager allerede aktivt i partnerskabet om udviklingen af Brøndby Strand. Det er vigtigt for os at være med til at skabe en god og levende bydel – også i fremtiden,” siger Bitten Skotte.
Samtidig peger hun på, at boligorganisationerne har et særligt ansvar.
“Vi repræsenterer beboerne og forvalter deres huslejemidler. Derfor skal nye initiativer også være økonomisk bæredygtige og gennemtænkte.”
Partnerskab kræver dialog
I arbejdet med Fremtidens Brøndby Strand samarbejder flere aktører om at udvikle området, blandt andet gennem planer for nye boliger, byrum og fælles faciliteter.
“Et partnerskab skal fungere for alle parter. I et partnerskab taler man med hinanden og finder fælles løsninger. Derfor er det også vigtigt, at økonomi, ansvar og organisering er fuldt afklaret, før der kan indgås konkrete aftaler,” siger Bitten Skotte.
Vi skal ikke drukne i nye tilbud
En del af de aktuelle drøftelser handler om nye fælles tilbud i området. Men ifølge formand for organisationsbestyrelsen i Boligselskabet Tranemosegård, Lars Anker Jensen, er det vigtigt først at se på de fællesskaber, der allerede findes.
“Vi har i mange år opbygget stærke lokale fællesskaber i vores boligafdelinger. Der er klubber, aktiviteter og mødesteder, som betyder rigtig meget for beboerne. Det er noget, vi passer på,” siger han.
Han peger samtidig på, at udvikling ikke nødvendigvis betyder, at der skal bygges noget helt nyt. Særligt hvis det påvirker huslejen.
“Vi skal selvfølgelig være åbne for nye idéer. Men vi skal også passe på, at vi ikke drukner i nye fælles tilbud, hvis de fællesskaber og aktiviteter, vi allerede har, kan udvikles endnu mere. Det vigtigste er, at det giver mening for beboerne.”
Ansvarlig udvikling
For Tranemosegård handler deltagelsen i udviklingsarbejdet derfor om balance mellem udvikling og ansvar.
“Vi vil gerne være med til at udvikle Brøndby Strand. Men det skal ske på en måde, der giver mening for beboerne – både nu og på længere sigt,” siger Bitten Skotte.
Arbejdet med de konkrete aftaler fortsætter i den kommende tid, og boligorganisationerne deltager fortsat aktivt i dialogen om bydelens fremtid.